Fra juni 2017 vil der gælde en ny regulering på roamingområdet i EU. Det betyder, at teleselskaberne ikke må kræve ekstra betaling fra forbrugerne, når de flytter deres mobilforbrug til et andet land i EU. I hvert fald for en del af forbruget.

Reguleringen er af politikere blevet udråbt som en stor sejr for forbrugerne. Men det er det ikke. Realiteten er, at man politisk har lovet forbrugerne noget, som ikke kan lade sig gøre. Det er nemlig ikke gratis at levere roamingydelser på tværs af landegrænser. Der skal stadig betales meget høje priser til de udenlandske teleselskaber for at danske forbrugere kan bruge de udenlandske mobilnet.

Der er indført en mekanisme der sikrer, at teleselskaberne kan fastsætte nogle forbrugsgrænser, når kunderne er i udlandet. Det begrænser i en vis udstrækning de negative konsekvenser af indgrebet, men fjerne dem ikke. Der er stadig en regning, der skal betales for roaming. Og spørgsmålet er, hvor den skal sendes hen.

Med reguleringen kan den ikke sendes til de forbrugere, som faktisk er i udlandet og bruger roaming. Og derfor er risikoen, at regningen skal sendes bredt ud til helt almindelige forbrugere, som måske ikke rejser så meget. Med det politiske indgreb forsøger man at skabe et indre marked for mobiltelefoni i EU. Men man fjerner ikke årsagerne til, at der faktisk er forskelle på priserne på tværs af landene, og man fjerne ikke årsagen til at roaming historisk set har været dyrt for forbrugerne – nemlig de høje engrospriser. Engrospriserne vil nu blive reguleret ned over en årrække. Det er positivt, men den aftale der netop er indgået om regulering af roaming viser meget klart, hvordan de sydeuropæiske lande er lykkedes med at tromle de nordeuropæiske lande og fastholde nogle alt for høje engrospriser.

Umiddelbart kan reguleringen på området få den konsekvens, at teleselskaberne for at begrænse tabene på roaming må
– have abonnementer, som ikke kan bruges i udlandet
– gøre datapakker der kan anvendes i udlandet meget mindre
– generelt overveje højere priser på markedet for at kompensere for tabene
– hente pengene fra investeringsbudgetterne, så der lukkes færre mobilhuller

Danske forbrugere har i mange år haft glæde af et meget velfungerende dansk mobilmarked med lave priser og store datapakker. Men med det politiske indgreb kommer vi til at ligne andre lande lidt mere – med dyrere og dårligere produkter.

Den aftale der er indgået nu fastlægger følgende engrosprislofter for de kommende år:

Juni 2017- december 2017: €7.7 pr. GB (57 kr.)
2018: €6/GB (45 kr.)
2019: €4.5/GB (33 kr.)
2020: €3.5/GB (26 kr.)
2021: €3/GB (22 kr.)
2022: €2.5/GB (19 kr.)

Det er ikke ualmindeligt at have et mobilabonnement med 20 GB data inkluderet til en pris på 150 kr. om måneden. Trækker man momsen fra, så får teleselskabet 120 kr. om måneden for dette abonnement (den typiske indtægt for en kunde på tværs af markedet ligger på dette niveau). Hvis kunden rejser til udlandet og bruger 2 GB data på fx to timers Netflix, så indebærer det en udgift for teleselskabet på 2 X 57 kr. Det er 114 kr. af et abonnement, hvor indtægten er 120 kr. Der er her 6 kr. tilbage til at bygge net i Danmark, drive en kundeservice, betale frekvensafgifter, nummerafgifter m.v. Rejser kunden meget og bruger meget data bliver regnestykket blot endnu værre og vil reelt kunne påføre teleselskabet massive udgifter.

Med reguleringen er der kommet mulighed for at indføre forbrugsgrænser ved roaming (“fair use grænser”), som forbrugerne bør være opmærksomme på og tjekke med deres selskab inden de rejser. Mekanismen er, at man ønsker at skabe en sammenhæng mellem den pris forbrugerne betaler og den potentielle udgift, som man kan få ved roaming i udlandet. Forbrugsgrænsen kan beregnes ved at tage forbrugerprisen (uden moms) for teleydelsen og dividere med den maksimale engrospris – og gange dette resultat med 2 [hvorfor denne mekanisme med at gange med 2 er indført savner vi fortsat en forklaring på]. I vores eksempel tager man altså 120 kr. og dividerer med 57 kr. og ganger med 2. Det giver for dette abonnement en forbrugsgrænse på 4,2 GB. Bruges dette i udlandet er det en udgift for teleselskabet på 228 kr. (4 x 57). Efterhånden som engrospriserne falder over årene vil forbrugsgrænserne stige.

Pyha, det er ikke let. Men det er i hvert fald dyrt. Og det vil have konsekvenser på marekedet, og teleselskaberne overvejer selvfølgelig hver for sig, hvordan det skal håndteres, og hvad det giver anledning til.

Men samlet er der ikke grund til at juble for meget som dansk forbruger. Reguleringen er mest af alt en mekanisme, der sender penge fra det danske telemarked ned til sydeuropæiske teleselskaber. Og det er danske forbrugere, der kommer til at betale i form af dyrere og dårligere tjenester på markedet.

Men det skal siges, at det kunne have været meget værre – hvis der ikke var blevet indført en forbrugsgrænse, og hvis engropriserne ikke blev reguleret nedad. Og det kan vi da godt glæde os lidt over – og kvittere for indsatsen til de danske politikere og ministeren, der har kæmpet for lavere engrospriser.

Det svarer lidt til at glæde sig over, at man kun har skudt sig selv i den ene fod – og ikke dem begge.

/Jakob Willer – 20102365