Danmarks dyreste mobilposition slukkes
- Nyheder, Pressemeddelelser, Teleindustrien

Der lukkes i dag for Danmarks dyreste mobilposition.

TDC har valgt at lukke for Danmarks dyreste mobilposition, som findes på det kommunale vandtårn i Øverød i Rudersdal Kommune.

Kommunen har her krævet en betaling på ca. 250.000 kr. pr. operatør for at have mobiludstyr placeret på vandtårnet.

Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, udtaler:

– Afviklingen af denne position vil selvsagt påvirke dækningen i området. Man forsøger fra teleselskabets side at kompensere så godt som muligt og sikre dækning fra andre positioner. Men det giver dårligere dækning og mindre kapacitet i nettet for kunderne i området.

– De høje priser og vanskelige vilkår i Rudersdal har været et problem gennem mange år, og vi har fra branchens side gennem hele perioden forsøgt at få kommunen med på at sikre mere rimelig vilkår og priser. Desværre uden held.

– Så konsekvensen er nu, at mobildækningen er under afvikling i kommunen i stedet for udvikling. Det er meget beklageligt, men skyldes ene og alene kommunens politik og praksis på området.

– Og desværre er der risiko for at flere positioner i kommunen lukkes. Flere teleselskaber har opsagt kontrakter på flere positioner i kommunen. Og konsekvensen er også, at planlagte udbygninger i kommunen ikke gennemføres.

– Jeg håber at kommunen vil se på deres politik og praksis på området, så man fremadrettet tiltrækker investeringer i den digitale infrastruktur i stedet for at jage dem væk. Det er en forudsætning for bosætning, for erhvervslivet, for offentlige digitale servises og vækst og udvikling i kommunen.

– Det er i virkeligheden meget enkelt. Er der gode vilkår og lave omkostninger for teleselskaberne, så tiltrækker men investeringerne og sikrer bedre dækning. Er der dårlige vilkår og høje omkostninger, så jager man investeringerne væk og får dårligere dækning.

Jakob Willer
Direktør
Teleindustrien
20102365

Print Friendly, PDF & Email