Digital infrastruktur i Aarhus
- Nyheder, Pressemeddelelser, Teleindustrien
Teleindustrien henvendte sig for nylig til Aarhus Kommune for at komme i dialog om, hvordan den digitale infrastruktur i Aarhus kan styrkes. Henvendelsen vedrørte både masteområdet og graveområdet, hvor teleselskaberne oplever udfordringer i forhold til at sikre udbygningen af mobildækning og bredbånd i byen.
Vi har nu i Teleindustrien modtaget svar fra kommunen. Svaret gengives nedenfor sammen med vores henvendelse til kommunen. Konklusionen er meget klar. Der er ingen hjælp at hente hos kommunen.
Jeg har umiddelbart noget vanskeligt ved at forstå, at det ikke er en problematik, der tages mere alvorligt i kommunen, og at man ikke tager imod invitationen til dialog. Den digitale infrastruktur er en forudsætning for udvikling, bosætning, innovation og vækst i byen. Derfor:
Kære aarhusianerne,
Jeg beklager meget. Men der bliver ikke udbygget med bredbånd og mobildækning i Aarhus, som der burde, og som teleselskaberne egentlig gerne vil. Hjælp os meget gerne med at gøre kommunen bevidste om betydningen af den digitale infrastruktur for fremtiden.
Mvh Jakob Willer, Teleindustrien
8. november 2017
Kære Jakob Willer
Tak for din henvendelse omkring mobildækning og bredbånd i Aarhus.
Sagen omkring nedsætning af lejepriser for master og antenner har været drøftet over flere omgange, uden at kommunen har fundet anledning til at ændre herpå.
Med hensyn til de konkrete sager, er det fortsat de enkelte areal-/bygningsejere i Aarhus Kommune, herunder Sport & Fritid og AffaldVarme, der skal håndtere disse.
Med venlig hilsen
Kristian Würtz/
Michael Johansson
26. oktober 2017
Kære Kristian Würtz,
Jeg skriver til dig for at komme i dialog om, hvad vi kan gøre i fællesskab for at sikre, at der også i Århus Kommune kan ske den nødvendige udbygning af den digitale infrastruktur, som er en forudsætning for udvikling, bosætning, innovation og vækst.
Jeg er bevidst om, at Århus Kommune er meget ambitiøs på det digitale område – og af den grund undrer det mig meget, at der tilsyneladende ikke på tilsvarende vis er en opmærksomhed på at skabe gode vilkår for udbygning af bredbånd og mobildækning i kommunen, som jo understøtter – og er en forudsætning for digitaliseringen. Tværtimod oplever teleselskaberne, at det er særdeles vanskeligt og dyrt at udbygge infrastrukturen i Århus Kommune, og resultatet er, at kommunen ikke forsynes med den infrastruktur, som den burde, og som der også fremadrettet er behov for.
Udfordringerne vedrører dels masteområdet og graveområdet, hvor teleselskaberne oplever barrierer og høje omkostninger i Århus Kommune.
En særlig udfordring er prissætningen af arealer til brug for den digitale infrastruktur. Mange andre steder ser vi, at kommuner laver fælles politikker og ændrer principper for prissætningen af arealer og adgang til bygninger, så det ikke længere er politisk bestemte priser, men en prissætning der afspejler markedsprisen efter model 1 i Energistyrelsens vejledning. Denne model baserer sig på helt objektive og saglige kriterier og tager udgangspunkt i den offentlige vurdering af et areal eller en bygning. Modellen er besluttet anvendt i mange kommuner og gør det attraktivt at investere og udbygge mobildækningen. Men modellen anvendes ikke i Århus og er ikke indeholdt i de rammer og principper som Region Midt arbejder efter.
Der var for nylig en artikel i www.kommunen.dk der netop handlede om denne problematik. Som du vil kunne se, så er Århus Kommune i den sammenligning der er i artiklen blandt de kommuner, hvor det er mindst attraktivt at investere i udbygning af mobildækningen.
Min opfordring er, at man politisk tager initiativ til at ændre principperne for fastsættelse af lejepriser fra de politisk besluttede priser i zoner – til at være beregning af markedspriser efter model 1 i Energistyrelsen vejledning. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det vil føre til væsentligt lavere priser end de nugældende – men det vil afspejle en markedspris (som jeg fuldt ud anerkender, at I skal tage efter reglerne), som ikke er en barriere for udbygningen.
Jeg har kendskab til flere planlagte master i Århus, som risikerer ikke at blive etableret/udvidet, da vilkår og priser ikke opleves som rimelige. Det vedrører planlagte/ombyggede master i Lystrup, Hasle N, Risskov, Viby og Beder. Jeg erfarer, at det særligt er forhandlingerne og drøftelser med Sport og Fritid, som er vanskelige – og hvor zone-prisfastsættelsen og vilkårene reelt bliver en barriere.
Endvidere skal jeg nævne en helt konkret sag, som omhandler AffaldVarme Århus, som udlejer arealer og faciliteter, som teleselskaberne har behov for, for at sikre mobildækningen i kommunen. Konkret er der tale om uenighed mellem forsyningsselskabet og et af teleselskaberne om placering, priser og vilkår på to positioner i hhv Risskov og Beder.
Forsyningsselskabet forlanger en pris på over kr. 120.000 pr. lokation i årlig leje. Det er en pris, der langt overstiger de priser, der i øvrigt betales for leje af arealer i kommunen – og som allerede betragtes som værende på et urimeligt højt niveau. Teleselskabet vil ikke acceptere disse priser.
AffaldVarme Århus har derfor opsagt teleselskabet, og de to positioner står nu til at blive nedlagt.
Det er teleselskabets opfattelse at AffaldVarme Århus på intet tidspunkt har forsøgt at være konstruktive og arbejdet for at finde en løsning. Det er stærkt beklageligt og utilfredsstillende, at en kommunalt ejet virksomhed i den grad modarbejder og hindrer udbredelsen af den digitale infrastruktur til gavn for alle. Resultatet er, at man i Risskov og Beder nu nok skal forberede sig på en ringere fremtidig mobildækning. Til din orientering, så har DR Østjylland udvist interesse for sagen
Det er ærgerligt, både for selskaberne og deres kunder, men også for kommunen, som vil have stor værdi af en veludbygget digital infrastruktur.
Jeg håber meget, at du vil se på sagen. Lad os evt. tales ved, om vi kan få igangsat en positiv proces, som er i både byens, industriens og borgernes interesse.
Med venlig hilsen
Jakob Willer
Direktør
Teleindustrien
20102365