En isbjørn er mandag gået til angreb på en helikopter i Vestgrønland med to ansatte fra post- og teleselskabet Telepost
- Teleindustrien

En isbjørn er mandag gået til angreb på en helikopter i Vestgrønland.

Episoden fandt sted ved Sandersons Hope cirka ti kilometer fra byen Upernavik.

Det oplyser Grønlands Politi.

En pilot fra Air Greenland og to ansatte fra post- og teleselskabet Telepost var til stede, da bjørnen slog til. Personerne slap uden kvæstelser og flygtede ind i en nærliggende hytte, hvorfra politiet blev alarmeret.

– Isbjørnen gik til angreb på selve helikopteren, hvor den smadrede forruden og undersøgte inde i helikopteren og omkring helikopteren, om der skulle være noget. Men der skete heldigvis ingen personskader.

– Personerne nåede at søge tilflugt i hytten og fik låst døren til hytten, fortæller vagtchef Julie Senderovitz Bendtsen fra Grønlands Politi.

Politiet ankom til Sandersons Hope i helikopter, og på samme tidspunkt flygtede isbjørnen fra stedet. Da politiet ikke vurderede, at der længere var fare for menneskeliv, gjorde det ikke brug af sin tilladelse til at aflive dyret.

Politiet advarer beboere i området nær Upernavik om den aggressive bjørn, der altså er på fri fod.

– Det er et område, hvor folk går på jagt og fisker. Så de skal i hvert fald lige være opmærksomme, siger Julie Senderovitz Bendtsen.

Ifølge politiet i Grønland bliver isbjørne af og til nærgående. Det er dog forholdsvist sjældent, at de bliver så aggressive som bjørnen ved Sandersons Hope, fortæller vagtchefen.

– Når de er sultne, har de det med at nærme sig de små byer og bygder rundtomkring i Nordgrønland og især i Østgrønland.

– Vi har haft hændelser tidligere, hvor vi har været nødsaget til at aflive isbjørne, fordi de er kommet for tæt på og ikke har reageret på advarselsskud.

 

Her i Danmark kan vi kun henvise til TIs folder om sikkerhedsafstande ved arbejde ved mobilantenner.

Print Friendly, PDF & Email