Styrket indsats mod ulovligt telefonsalg
- Nyheder, Pressemeddelelser, Teleindustrien

18. december 2019

Teleselskaber styrker indsatsen mod ulovligt telefonsalg

De danske teleselskaber ønsker at øge kvaliteten af telefonsalg og har derfor nu taget initiativ til en ny fælles brancheaftale om telefonsalg.  Med den nye aftale om telefonsalg ønsker teleselskaberne at indføre en højere grad af selvjustits og kontrol på tværs af branchen.

Initiativet glæder direktør i Teleindustrien Jakob Willer: Med dette initiativ arbejder en enig branche nu aktivt på, at langt færre kunder fremover vil have negative oplevelser med telesælgere, som kontakter dem uden deres samtykke.

Undgå at ringe til forbrugerne uden samtykke
Initiativet kommer efter, at flere teleselskaber i 2019 oplevede at blive politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at have overtrådt forbrugeraftalelovens forbud mod telefonsalg. De fleste af sagerne handlede om, at der er blevet ringet til forbrugere uden deres samtykke.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte også flere leadvirksomheder for at have solgt urigtige oplysninger til bl.a. teleselskaberne om, at forbrugerne havde givet gyldige samtykker til telefonsalg.

Den nye brancheaftale omhandler derfor også teleudbydernes håndtering af indhentede samtykker.

Sikre højere kvalitet i leads og samtykker
Formålet med brancheaftalen er at undgå, at der foretages enten aggressivt telefonsalg til forbrugere, eller telefonopkald, som der ikke er givet samtykke til. Brancheaftalen fastlægger et kodeks for anvendelse af samtykker indhentet ved brug af konkurrencer og håndtering af telefonsalg, som teleudbyderne er enige om at overholde, og som også vil blive anvendt af de leadvirksomheder, der på teleselskabernes vegne indhenter samtykker fra kunderne.

Det er vores håb, at initiativet kan sikre en langt højere kvalitet i de leads og samtykker, der indhentes. Det er rigtig skidt for telebranchens omdømme, hvis vi ikke får ryddet op og luet ud i urigtige og ulovlige leads. Det skylder vi forbrugerne at tage alvorligt, udtaler Jakob Willer.

Brancheaftalen kan ses her: https://www.teleindu.dk/branchesamarbejde/leads-og-telefonsalg/

Print Friendly, PDF & Email