Teleselskaber bidrager til COVID-19 analyser
- Nyheder, Teleindustrien
14. april 2020
Teleindustrien modtog den 19. marts 2020 en henvendelse fra Statens Serum Institut (SSI) vedr. muligheden for at tilvejebringe oplysninger fra teleselskaber, der kan understøtte myndighedernes analyser og indsats med håndteringen af COVID-19.
Fra telebranchens side har vi med udgangspunkt i den alvorlige situation, været indstillede på at bidrage og understøtte regeringens indsats på området i det omfang, det er muligt og kan ske på et klart juridisk grundlag.
På baggrund af den indledende dialog modtog teleselskaberne den 31. marts 2020 en konkret og specificeret anmodning om teledata, der i aggregeret og anonymiseret format kan belyse mobiliteten i samfundet målt over tid (data tilbage fra primo februar 2020). Konkret ønsker SSI data, der viser, hvor mange personer, som har bevæget sig mellem hvert par af postnumre / kommunegrænser opgjort hver 6 time. Data skal understøtte arbejdet i en ekspertgruppe nedsat i SSI, der på baggrund af forskellige datakilder, skal udvikle matematiske modeller til at belyse udviklingen af COVID-19 samt effekten af myndighedernes tiltag for at begrænse smittespredning i samfundet.
Teleselskaberne har været i tæt dialog med myndighederne om det juridiske grundlag for behandling og udlevering af data. Fredag den 3. april 2020 fik teleselskaberne grønt lys fra Erhvervsstyrelsen, Justitsministeriet og Datatilsynet til behandling og levering af data til SSI.
De første data fra et af teleselskaberne blev leveret til SSI via Danmarks Statistik mandag den 6. april 2020, og alle teleselskaberne har i den seneste uge påbegyndt levering af data, som efterspurgt af SSI.
Vi håber, at de leverede data vil være værdifulde for myndighedernes og Folketingets arbejde med at få Danmark godt gennem krisen.
/Jakob Willer, Teleindustrien