Mobilselskaber donerer 20.000 SIM-kort til flygtninge
- Nyheder, Pressemeddelelser, Teleindustrien
25. marts 2022
Tusinder af flygtninge vil i de næste uger ankomme til Danmark. For at bidrage med en lille hjælp i den kritiske situation er mobilbranchens fire store selskaber YouSee, Telia, Telenor og 3 gået sammen om at donere i alt 20.000 SIM-kort til Røde Kors og til uddeling til flygtninge i kommunerne.
Når man som flygtning ankommer til Danmark, er nogle af de mange udfordringer, man møder, at kunne orientere sig i det danske samfund – fx være i dialog med myndigheder, læge og andre medflygtninge – samt bevare forbindelsen med familie og venner i hjemlandet.
For at hjælpe flygtningene i den første tid går Danmarks fire store mobilselskaber derfor sammen om at donere 20.000 SIM-kort til uddeling i Danmark. Røde Kors’ danske netværk har modtaget 4.000 SIM-kort mens resten uddeles via kommunerne.
Donationen finder sted fra uge 12, hvor SIM-kortene løbende vil blive uddelt i Røde Kors modtagecentre og asylcentre. For at sikre, at SIM-kortene kommer hurtigt ud til flygtningene, vil de også blive uddelt i samarbejde med kommuner, der har direkte og tæt kontakt til de flygtninge, der allerede er ankommet til Danmark.
”Befolkningen i Danmark er enormt engageret i at hjælpe i denne helt ekstraordinære situation. Det er vi også i telebranchen. I erkendelse af, at vi er stærkere sammen, er jeg særligt glad for, at vi har kunnet samle mobiloperatørerne om dette initiativ, som med kommunernes og Røde Kors’ uvurderlige hjælp forhåbentligt kan gøre en forskel for dem, der i disse dage kommer til Danmark,” siger Jakob Willer, direktør for brancheforeningen Teleindustrien.
Røde Kors siger om initiativet: ”Hos Røde Kors er vi glade for at modtage en så stor donation af SIM-kort, som fra dag ét vil være til hjælp for modtagerne. Som nyankommen til landet er der rigtigt meget, der er nyt, og enhver hjælp til at lette kontakten med familie, venner og pårørende, der kan være spredt over det meste af Europa, er afgørende,” siger leder af Røde Kors’ migrations- og flygtningeindsats, Niels Svankjær Christiansen.
Fakta om initiativet
De fire mobilselskaber YouSee, Telia, Telenor og 3 donerer hver 5.000 SIM-kort
Den samlede donation er dermed på 20.000 SIM-kort
Vilkår og forbrugsgrænser på SIM-kortene varierer, men med et fælles fokus på frit forbrug af tale/sms i Danmark, en stor datapakke og muligheden for kontakt til EU og Ukraine
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, mobil 20102365.