Bedre mulighed for mobildækning i landområder
- Teleindustrien

03-11-2023

I dag er der 1. behandling af L62 vedr. ændring af planloven, som løser nogle af de store udfordringer, som teleselskaberne har haft med at sikre mobildækning i landområder. Det er en justering af loven, som vi har efterlyst – og arbejdet for sammen med bl.a. Dansk Erhverv.

De nuværende landzoneregler i planloven har den konsekvens, at master skal placeres højest 25 meter fra eksisterende bebyggelse eller andre høje konstruktioner. Det gør det vanskeligt at finde interesserede lodsejere.

Ændringen i planloven betyder, at kommunalbestyrelser vil kunne tillade en placering af masterne, der ikke er i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Det vil forbedre mulighederne for at sikre mobildækning i landzonen markant.

Den foreslåede lovændring er en udmøntning af den politiske aftale af 15. juni 2022 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, så udbygningen af radiokommunikationsnet og -tjenester kan følge med samfundsudviklingen – også i landzonen.

Fra TI er der stor ros til forligskredsen bag planloven og til ministeren Louise Schack Elholm for at bane vejen for bedre dækning og lave de nødvendige justeringer af loven.

Vi har næsten altid lidt ekstra på ønskesedlen. Det gælder også her. På to punkter kunne man forbedre mulighederne for at sikre mobildækning yderligere. Det gælder i forhold til småøer og i forhold til kystnærhedszone, hvor der stadig er store begrænsninger og udfordringer. Det håber vi, at ordførerne vil tage med i udvalgsbehandlingen.

/Jakob Willer

Print Friendly, PDF & Email