Markedsføring af bredbånd
- Teleindustrien
Teleindustrien har tiltrådt Forbrugerombudsmandens teleretningslinjer vedr. markedsføring af bredbåndshastigheder. Der er tale om en aftale, som er indgået efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Dansk Energi, IT-Branchen, DI ITEK og teleindustriens brancheorganisation, TI.
Direktør for Teleindustrien, Jakob Willer, udtaler,
”Jeg er meget tilfreds med indholdet af aftalen og den brede opbakning, der er. Det har været et rigtigt positiv og konstruktivt forløb, og aftalen indebærer store fremskridt for forbrugerne.”
For mobilt bredbånd er der bl.a. enighed om fremadrettet at markedsføre den hastighed, som en kunde kan forvente i de fleste brugssituationer. Hastighed på mobil angives som et hastighedsinterval – fra xx til yy – afhængig af selskab og teknologi. Intervallerne afspejler, at omkring 70 % af alle udendørs kald, som er geografisk jævnt fordelt vil være repræsenteret inden for det markedsførte interval.
For bredbåndshastigheder udbudt via fastnet (f.eks. DSL, coax og fiber) gælder bl.a., at såfremt hastigheden ikke kan garanteres, så skal der i stedet gives oplysning om en hastighed som ”op til”. Dette forudsætter efter aftalen, at hovedparten af de kunder, som markedsføringen retter sig mod, skal kunne opnå den angivne ”op til” hastighed. Endvidere skal det klart oplyses, hvilken hastighed forbrugeren som minimum kan opnå på det pågældende produkt, og hvis denne minimumhastighed ikke kan opnås forpligter selskabet sig til at tilbyde et andet produkt til en lavere pris. Aftalen indebærer også, at der ikke længere overfor forbrugerne må tages forbehold for, at en vis mængde af kapaciteten anvendes af teleselskabet selv til datatransmission. Og med aftalen sikres det, at det tydeligt skal oplyses overfor forbrugerene, hvordan brugen af fx tv på et trippleplay produkt kan påvirke bredbåndshastigheden.
Og med aftalen sikres det, at det nu er slut med ulæselige tekster og forbehold skrevet med småt i reklamer. Eventuelle forbehold og begrænsninger skal angives klart og tydeligt i markedsføringen.
Direktør Jakob Willer tilføjer,
”Jeg er overbevist om, at disse ændringer vil være til stor gavn for forbrugerne, så de ved, hvilke bredbåndshastigheder de reelt kan opnå og dermed at skabe større gennemsigtighed på markedet.”
Teleretningslinjerne vedr. markedsføring af bredbåndshastigheder træder i kraft 1. marts 2013.
———————————————————————————————————————–
For yderligere spørgsmål, kontakt direktør for Teleindustrien, Jakob Willer på 20102365 eller jw@teleindu.dk