Århus – hvad gør vi dog?
- Nyheder, Pressemeddelelser, Teleindustrien
Århus Kommune har gennem mange år været et af de vanskeligste steder i Danmark at udbygge med digital infrastruktur. Der har været perioder, hvor kommunen helt indstillede sagsbehandlingen af ansøgninger om opsætning af mobilmaster og antenner. Der er meget høje priser og urimelige vilkår for leje af arealer og adgang til bygninger, som er med til at begrænse udbygningen af mobildækningen i kommunen. Og på graveområdet har kommunen stillet helt urimelige krav om design af net, som i praksis har været en barriere for udbygningen.
Samtidig har Århus Kommune meget store ambitioner på det digitale område, både med digitale services for borgere og erhvervsliv og med udviklingen af smarte digitale løsninger i byrummet til bl.a. trafikstyring, bedre affaldshåndtering og lignende. De digitale ambitioner hænger ganske enkelt ikke sammen med, at man fra kommunens side ikke prioriterer at tiltrække investeringer i bredbånd og mobildækning. Investeringer som er helt nødvendige for at understøtte den digitale udvikling og sikre gode og fremtidssikrede løsninger for både erhvervslivet og borgerne i byen.
Teleindustrien var sidste år til møder med Århus Kommune, hvor vi blev stillet i udsigt, at man fra kommunens side nu ville se på, hvordan man kunne gøre tingene bedre og smartere, og at vi bl.a. i fællesskab skulle gennemgå de standardvilkår, der gælder for opsætning af master og mobiludstyr i kommunen. På trods af rykkere om opfølgning er vi aldrig kommet videre med dette arbejde.
Den seneste sag, der er landet på mit bord om Århus handler om det kommunale forsyningsselskab AffaldVarme Århus, som udlejer arealer og faciliteter, som teleselskaberne har behov for, for at sikre mobildækningen i kommunen.
Konkret er der tale om uenighed mellem forsyningsselskabet og et af teleselskaberne om placering, priser og vilkår på to positioner i hhv Risskov og Beder.
Forsyningsselskabet forlanger en pris på over kr. 120.000 pr. lokation i årlig leje. Såfremt lejekrav ikke accepteres opsiges lejemålet til fraflytning med 6 mdr. varsel. Det er en pris, der langt overstiger de priser, der i øvrigt betales for leje af arealer i kommunen (og som allerede betragtes som værende på et urimeligt højt niveau).
Det er teleselskabets opfattelse at forsyningsselskabet i Århus på intet tidspunkt har forsøgt at være konstruktive og arbejdet for at finde en løsning. Det er stærkt beklageligt og utilfredsstillende, at en kommunalt ejet virksomhed i den grad modarbejder og hindrer udbredelsen af den digitale infrastruktur til gavn for alle.
Så måske skal man i Risskov og Beder forberede sig på en ringere fremtidig mobildækning.
Findes der mon ikke en fornuftig kommunalpolitiker i Århus, som kunne finde på at stille spørgsmålet, om det mon er en smart tilgang kommunen har til dette område? Ville det ikke være en sund og fornuftig politik at se på, hvordan man kunne tiltrække investeringer i den digitale infrastruktur, på nøjagtig samme måde som man ser på at skabe attraktive erhvervsvilkår helt generelt. En god digital infrastruktur er en forudsætning for bosætning, vækst og udvikling. Mon ikke det er en god investering for byen at gøre det attraktivt at udbygge bredbånd og fremtidssikre mobildækningen?
/Jakob Willer, Teleindustrien, 20102365