Behov for ny vækst i telebranchen
- Teleindustrien

Erhvervsstyrelsen har netop udgivet rapporten Økonomiske Nøgletal for telebranchen 2012 http://erhvervsstyrelsen.dk/pressesoeg/594719/5

Rapporten viser,

– at den samlede omsætning i telebranchen er faldet  med 6 pct. fra 2011 til 2012. I 2012 var omsætningen var på 37,3 mia. kr.

– at antallet af ansatte i telebranchen er reduceret med 5,7 pct. fra 2011 til 2012. I 2012 beskæftigede telebranchen ca. 14.000 fuldtidsansatte

– at investeringerne i udbygning af telenettene er faldet med 3,9 pct. fra 2011 til 2012. I 2012 investerede teleselskaberne 6,3 mia. kr. i udbygning af telenettene.

Nøgletallene for telebranchen for 2012 viser meget klart, at der er behov for at sætte fokus på at sikre ny vækst, reducere omkostningerne i branchen og skabe øgede incitamenter til at investere. Udbygningen af en velfungerende og moderne digital infrastruktur er en helt grundlæggende forudsætning for at vi som samfund kan udnytte potentialet ved brug af ny teknologi og sikre vores andel af væksten i den digitale økonomi.

Investeringsgraden i den danske telebranche ligger fortsat højt sammenlignet med mange andre lande. Og i 2012 er der investeret 6,3 mia. kr. i udbygning af telenettene i hele landet. Det gælder både mobilnet og bredbåndsnet i form af fiber, kabeltv-net og bredbånd via kobbernettet.

Men hvis vi skal nå de politiske målsætninger om bredbånd og mobildækning i alle dele af landet, er det altafgørende, at der er politisk fokus på, hvordan man sikrer gode rammevilkår, reducerer omkostninger, fjerner barrierer og fremmer et godt investeringsklima i telesektoren til gavn for vækst og beskæftigelse i det danske samfund.

Og det er afgørende, at der er politisk fokus på, hvordan man fremmer anvendelsen af teknologien og opstiller klare mål for digitaliseringen på bl.a. sundheds- og plejeområdet, i skolerne og på uddannelsesinstitutionerne. Den offentlige sektor kan med sin efterspørgsel på digitale tjenester være lokomotiv i digitaliseringen og skabe ny vækst og fornyede incitamenter til at investere.

Øget efterspørgsel skaber ny vækst og flere investeringer.

Jakob Willer

Direktør

Teleindustrien

20102365

 

Print Friendly, PDF & Email