Bredbånd i vækst
- Teleindustrien
2. juli 2021
Den nyeste bredbåndskortlægning fra Energistyrelsen viser, at der er fuld fart på udbygningen af bredbånd med høje hastigheder. Bredbåndskortlægningen for 2021 viser, at bredbåndsdækningen i hele landet, og særligt i landzoneområderne, er blevet endnu bedre det seneste år.
Den såkaldte restgruppe af boliger og virksomheder, som ikke har adgang til lynhurtigt bredbånd på mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload, er reduceret med 22 pct. Det betyder, at ca. 27.000 bolig- og virksomhedsadresser har fået adgang til 100 Mbit download og 30 Mbit upload det seneste år. Sammenlagt har 96 pct. af alle danske boliger og virksomheder nu adgang til de høje hastigheder.
Kortlægningen viser, at de store investeringer der bliver lagt fra selskabernes side i at udbygge den digitale infrastruktur i Danmark har en effekt. Det er særligt udbygningen med fiber bredbånd, som ligger bag den positive udvikling. Energistyrelsen har i kortlægningen ikke medregnet mobilt bredbånd, som for rigtig mange kunder udgør en fuldgod bredbåndsforbindelse. Med 5G-udbygningen forventes restgruppen at kunne blive endnu mindre. Hvor stor betydning 5G vil have for restgruppens størrelse, er endnu for tidligt at vurdere. Det er forventningen i TI, at vi om to til tre år bedre vil kunne vurdere, hvor stor effekt 5G har på dækningen med bredbånd i landområder.
/Jakob Willer