Bredbåndspuljen 2021
- Nyheder, Teleindustrien
14. december 2021
Energistyrelsen har offentliggjort, hvilke projekter der opnår støtte fra bredbåndspuljen i 2021. Der uddeles støtte til i alt 3.539 adresser fordelt på 177 projekter.
Projekterne er beliggende i 59 kommuner rundt om i landet. I Region Hovedstaden uddeles støtte til 1.067 adresser. I Region Midtjylland uddeles støtte til 782 adresser. I Region Sjælland uddeles støtte til 751 adresser. 98,2 procent af adresserne ligger i landzoner, og de resterende 1,8 procent ligger i sommerhusområder.
Der er kun 12 projekter med i alt 128 adresser, som ikke opnåede tilskud i år.
De dyre adresser
Det gennemsnitlige tilskud fra bredbåndspuljen er 30.457 kr. pr. adresse. Dertil kommer en egenbetaling på i gennemsnit 5.000 kr. og et kommunalt tilskud på i ca. 1.000 kr. pr. adresse. Endvidere har bredbåndsudbyderne i gennemsnit bidraget med ca. 12.600 kr. i medfinansiering pr. deltagende adresse.
Det giver en samlet omkostning på mere end 49.000 kr. for etablering af bredbånd til hver af de deltagende adresser – og illustrerer meget godt, at de sidste adresser i Danmark, der endnu ikke har bredbånd, er meget dyre at forsyne.