Dialog og samarbejde – frem for trusler og tvang
- Nyheder, Pressemeddelelser, Teleindustrien
Socialdemokraterne har i et nyt udspil sat fokus på, hvordan internet- og mobildækningen i Danmark kan forbedres.
I Teleindustrien bifalder vi i høj grad udspillets klare anerkendelse af infrastrukturens store samfundsmæssige betydning, og vi deler ambitionen om at sikre endnu bedre internetadgang og mobildækning i Danmark.
Telebranchen investerer hvert år mellem 6 og 8 mia. kr. i udbygningen af den digitale infrastruktur. De seneste år er omfanget af investeringer i den digitale infrastruktur dog faldet markant – se http://www.erhvervsstyrelsen.dk/file/263419/okonomiske_noegletal_telebranchen_2011.pdf
Det primære politiske fokus bør derfor være, hvordan investeringerne i den digitale infrastruktur igen kan fremmes, og hvordan det kan gøres attraktivt for private selskaber at investere i udbygning af mobilnet og bredbåndsnet i Danmark.
Udspillet fra Socialdemokraterne indeholder en række tiltag, som teleindustrien meget gerne drøfter yderligere. Det vedrører bl.a. tiltag om bedre gennemsigtighed om bredbåndshastigheder, øget samgravning, bedre kortlægning af dækningen i Danmark, målrettede kommunale indkøbspolitikker, forbedret dækning i togene, lempelse af regler for udbygning i landzone, gennemsigtighed om telefoners antennekvalitet og tiltag til forbedret dialog mellem selskaberne og kommunerne.
Imidlertid indeholder udspillet også overvejelser og tiltag, som skaber stor uklarhed og usikkerhed om retningen i dansk telepolitik. Det vedrører i særdeleshed de overvejelser der præsenteres om fastsættelse af dækningskrav, som også omfatter fastnettet, trusler om økonomiske sanktioner og overvejelser om tvungen roaming mellem mobiludbyderne. Det er af udspillet og de meldinger, der er fremkommet i pressen meget uklart, hvad disse tiltag konkret indebærer. Det gælder endvidere de meldinger, der er fremkommet i pressen om lovgivning om øget 3G dækning. For teleindustrien skaber det stor usikkerhed, om der med disse udmeldinger lægges afstand til de hidtil bærende principper på telemarkedet, hvor investeringer i infrastrukturen sker på markedsmæssige vilkår, og om der politisk trues med ændringer i eksisterende dækningskrav i gældende licenser. Det er derfor vigtigt, at der hurtigst muligt kommer en udmelding fra ministeren, om dette er tiltag, som bifaldes af regeringen.
Under alle omstændigheder er det klart, at investeringer i udbygningen af infrastrukturen i Danmark ikke fremmes ved trusler og tvang og ved at skabe usikkerhed om retningen i dansk telepolitik. Investeringer fremmes alene ved at sikre stabile og forudsigelige vilkår for teleselskaberne og ved at have en konstruktiv dialog om, hvordan barrierer på markedet kan fjernes. Teleindustrien indgår meget gerne i dialog om, hvordan barrierer for investeringer kan fjernes, og hvordan der kan findes konkrete løsninger, der muliggør udbygning af den digitale infrastruktur i udkantsområder. Konkret har branchen i flere omgange sendt klare signaler om villigheden til at se på konstruktive løsninger, der kan sikre udbygningen i udkantsområder.
Teleindustrien henviser i den forbindelse også til, at der i februar 2012 blev indgået en aftale mellem regeringen, regionerne, KL og teleselskaberne, der skulle bidrage til bedre mobildækning i hele landet. Branchen har i den forbindelse tilkendegivet, at der over tre år (2012-2014) investeres 6-6,5 mia. kr. i udbygning af mobilnet i Danmark, og der skulle tages initiativ til øget dialog mellem teleselskaberne og kommunerne for at fremme et konstruktivt samarbejde. Der er netop fremsendt en evaluering af de gennemførte initiativer om bedre dialog til ministeren https://www.teleindu.dk/konstruktivt-samarbejde-om-mobiludbygning/
Imidlertid udestår det endnu at se den barriereanalyse og handlingsplan, som ministeren forpligtede sig til at udarbejde medio 2012. Denne ville kunne bidrage til at sikre gennemsigtighed om retningen i regeringens politik og udgøre et seriøst grundlag for yderligere drøftelser om at reducere barriererne for udbygningen af nettene. Et helt centralt element, der kunne bidrage til øget udbygning af infrastrukturen i udkantsområder vedrører reduktion af omkostninger for adgang til offentlige arealer til opsætning af master og antenner både i staten, i regionerne og i kommunerne.
25/1 2013