EU-Kommissionen trækker kritik og beklager
- Nyheder, Teleindustrien
I lyset af den debat der har været i medierne om konsekvenserne af roamingreguleringen inviterede Teleindustrien i dag Jens Rohde, EU-Kommissionens repræsentation i København og pressen til en snak og briefing om roaming. Jens Rohde havde ikke mulighed for at deltage i mødet – og skrev på Facebook, at han heller ikke ønskede at deltage i et fælles møde med pressen. EU-Kommissionen deltog i mødet med pressechef Jens Ring.
På mødet gennemgik teleindustrien historikken for regulering af roamingpriserne i EU, hvor priserne allerede inden den nye regulering er trådt i kraft er reduceret med 92 – 96 procent. Den nye regulering har en række negative konsekvenser på markedet, hvilket en lang række organisationer og aktører gennem processen har advaret om. Advarsler om negative konsekvenser af reguleringen er bl.a. blevet fremført af industrien, eksperter, embedsmænd, Forbrugerrådet TÆNK, Europaparlamentets analyseenhed, Kommissær Andrus Ansip, Minister Lars Christian Lilleholt og regeringen i en orientering af Folketinget i oktober 2016.
Så det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at reguleringen har en række negative konsekvenser.
På mødet trak EU-Kommissionen den kritik af teleselskaber, som havde fundet sted på reddit tilbage og beklagede de formuleringer, som var blevet anvendt. Det er bl.a. beskrevet nærmere her http://www.business.dk/digital/mobilregningen-fra-ferien-vil-koste-trecifret-millionbeloeb
Den melding fra EU-Kommissionen glædede Lasse Andersen, formand for Teleindustrien og juridisk direktør i Telia.
»Vi er rigtigt glade for og vil gerne kvittere for, at Kommissionen trækker de angreb og den mistænkeliggørelse tilbage, som opstod i sidste uge. Alle teleselskaber arbejder faktisk intenst og meget seriøst på at komme på plads til den 15. juni. Det er et stort maskineri, som vi kun har haft kort tid til at forberede. Derfor vil vi også være kede af eventuelle skinangreb. Vi skal have tingene til at lykkes over for vores kunder,« fastslår han. [citat fra business.dk]
Materiale fra briefingen kan ses her: