Gennemsigtighed på telemarkedet – Teleindustrien er en konstruktiv medspiller
- Nyheder, Teleindustrien
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn fremlagde den 20/8 2012 regeringens forbrugerpolitiske eftersyn ”Trygge forbrugere, aktive valg”. På teleområdet er det ambitionen at sikre større gennemsigtighed for forbrugere på mobilmarkedet og klarere markedsføring af bredbåndshastigheder. Teleindustrien spiller konstruktivt med for at sikre, at ambitionerne realiseres.
Gennemsigtig på mobilmarkedet
Det kan for mange forbrugere være vanskeligt at gennemskue mobilmarkedet og de mange forskellige tilbud, man som teleforbruger præsenteres for. Men det er en naturlig konsekvens af et stærkt konkurrencepræget marked, hvor der er mange forskellige tilbud og muligheder, og hvor selskaberne forsøger at differentiere sig fra hinanden og gøre produkterne attraktive for forskellige kundegrupper. Med konkurrencen har vi fået kompleksitet – men også meget lave priser. De danske mobilpriser er faldet med mere end 70 procent de seneste 10 år, og mobilpriserne er blandt de absolut laveste i OECD.
I Teleindustrien har vi taget en række initiativer for at fremme gennemsigtigheden på markedet bl.a. ved at opstille retningslinjer for gebyrer, prisfaktaark og markedsføring – se http://teleindustrien.wordpress.com/branchesamarbejde/gennemsigtighed/ Og selskaberne har de seneste år forenklet produktudbudet markant – og udbud af pakkeløsninger har i dag gjort det nemmere for kunder at gennemskue, hvad produkterne indeholder, både hvad angår pris og forbrug. Teleindustrien har løbende en god dialog med Forbrugerombudsmanden og har bl.a. aftalt nogle helt konkrete retningslinjer for god markedsføring på teleområdet http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Love-og-regulering/Retningslinjer-og-vejledninger/Markedsfoeringsloven/teleomraadetretningslinieromgodmarkedsfo?SC_itemid=405e5ec0-87c3-4649-9b5d-314114023455 Teleindustrien deltager gerne i yderligere drøftelser og initiativer til at styrke gennemsigtigheden på markedet.
Klarere markedsføring af bredbåndshastigheder
På bredbåndsområdet er der aktuelt nogle konstruktive drøftelser mellem Teleindustrien og Forbrugerombudsmanden om, hvordan der kan sikres en klarere markedsføring af bredbåndshastigheder. Teleindustrien er af den klare opfattelse, at der skal sikres en god overensstemmelse mellem, hvad forbrugerne stilles i udsigt af bredbåndshastigheder, og hvad de reelt får leveret. Samtidig skal der tages høje for, at teknologier er forskellige, har forskellig udbredelse og tilgængelighed og har forskellige egenskaber. På nogle teknologier, som eksempelvis fiber, kan man garantere en bestemt båndbredde til de kunder, som kan få en forbindelse. På kobberteknologien afhænger bredbåndshastigheden af den enkelte kobberlinjes længde og kvalitet. På nogle teknologier deles kapaciteten mellem brugerne, og den tilgængelige hastighed kan derfor variere. Og på mobilnet kan hastigheden variere alt efter, hvor brugeren befinder sig, og hvor mange der anvender nettet samtidig. Uanset hvilken teknologi der er tale om, er det målet at sikre, at forbrugerne får klar besked, og at der sker en reel forventningsafstemning mellem teleselskabet og kunden. Drøftelserne om nye retningslinjer for markedsføring af bredbåndshastigheder afsluttes i 2. halvår 2012.
Læs mere om regeringens forbrugerpolitiske eftersyn her: http://www.evm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2012/20-08-12-forbrugerpolitisk-eftersyn
/Jakob Willer