Hvor mon den er – den røde tråd?
- Nyheder, Teleindustrien
Store dele af teleområdet er af den nye regering blevet overflyttet til Ministeriet for Energi, Forsyning og Klima under minister Lars Christian Lilleholt. I praksis er teleområdet nu opdelt på 4 ministerier: Sikkerhed er i Forsvarsministeriet. Logning i Justitsministeriet. Den tekniske regulering, forbrugerregulering og frekvensregulering er nu overflyttet til Energistyrelsen. Og den sektorspecifikke konkurrenceregulering og digitaliseringsindsatsen bliver i Erhvervs- og vækstministeriet. Der overføres lidt under 60 personer til Energistyrelsen i forbindelse med omlægningen.
Opsplitningen af teleområdet på så mange ministerier gør det vanskeligt at se, hvordan der kan sikres en sammenhængende politisk og regulatorisk indsats på teleområdet og sikres forudsigelige og stabile rammebetingelser, der kan bidrage til at stimulere investeringer i den digitale infrastruktur og sikre bredbånd og mobildækning til alle i Danmark.
Den nye organisering af teleområdet indebærer også, at det fremadrettet er i Energiudvalget i Folketinget, at telepolitikken skal drøftes. Det er dog kun en mindre del af de udpegede it/teleordførere, der er repræsenteret i Energiudvalget.
Telebranchen investerer hvert år 5-6 mia. kr. i udbygning af mobil- og bredbåndsnet i Danmark. Og vi har masser af udfordringer, der skal løses. Investeringerne har været faldende gennem en årrække – og vi har brug for af stimulere investeringerne i infrastrukturen. Vi har brug for at sikre klare rammer for kommunernes og regionernes indsats, så vi i samarbejde kan nå længere med infrastrukturen. Vi har brug for at reducere byrder og barriererne for teleselskaberne i forhold til at udrulle og drive nettene. Vi har brug for at sikre en velfungerende konkurrence på markedet – også i forhold til nye tjenester, der udbydes over internettet. Og vi har brug for en politik, der sikrer, at vi høster gevinsterne ved digitaliseringen, stimulerer efterspørgslen og skaber værdi for samfundet.
Vi har brug for en fremsynet og sammenhængende telepolitik for at sikre grundlaget for fremtidens digitale vækst. Mere end nogensinde før har vi brug for et moderniseret teleforlig, der sætter retningen i dansk telepolitik – og sikrer den brede politiske opbakning og forudsigelighed i reguleringen på området. Vi har brug for en rød tråd i telepolitiken.