Nye retningslinjer i Region Sjælland
- Nyheder, Teleindustrien
12. februar 2020
Kommunerne i Region Sjælland er via samarbejdet i KKR blevet enige med Dansk Energi og Teleindustrien om at opdatere de fælles retningslinjer for Sjællands digitale infrastruktur.
Det vil give hurtigere og mere ensartet sagsbehandling i kommunerne – og gøre det mere attraktivt for teleoperatørerne at rulle nye forbindelser ud. Formålet med de fælles retningslinjer er at gøre udrulningen så smidig og let som muligt for alle parter, til gavn for borgere og virksomheder i hele Sjællandsregionen.
Retningslinjerne skal sikre en høj grad af ensartethed i den kommunale sagsbehandling. Tanken er, at det for operatørerne dermed bliver lettere at få klarhed over muligheder, forventninger og de lokale vilkår for udrulning af nye bredbåndsforbindelser. Samtidig skal retningslinjerne fungere som en vejledning til medarbejdere såvel i kommunerne som hos teleselskaberne. De skal understøtte behovet for bedre dækning – og balancere det behov i forhold til vækst, udvikling, natur og miljø.
En særlig Digital Taskforce, med Guldborgsund Kommune i spidsen, skal understøtte implementeringen af retningslinjerne.
De opdaterede retningslinjer kan ses her: https://www.kl.dk/media/22955/bilag-til-moede-i-kkr-sjaelland-den-5-februar-2020.pdf