Prioriterede opgaver i 2019
- Teleindustrien
Teleindustrien (TI) er brancheforening for danske teleselskaber. TI vil i sit arbejde i 2019 fokusere på fem prioriterede områder. Det drejer sig om:
Grave- og masteområdet, hvor TI sammen med forsyningsminister Lars Christian Lilleholt, Energistyrelsen, kommunerne og regionerne arbejder for at fremme de bedste og billigste rammer for udrulning af den digitale infrastruktur i Danmark
Revision af logningsreglerne, hvor TI i drøftelser med Justitsministeriet og politiet arbejder for en ændring af logningsreglerne, der efterlever EU-domstolens dom fra december 2016 og begrænser registreringen og logningen af brugerne. TI vil arbejde for så vidt muligt at undgå danske særløsninger og dansk enegang på området og sikre en regulering, der ikke medfører store økonomiske byrder for selskaberne og derved for selskabernes kunder
Sikkerhedsområdet, hvor TI vil prioritere implementeringen af sektorstrategien, etablering af en decentral sikkerhedsenhed på teleområdet og en fortsat tæt og konstruktiv dialog med Center for Cybersikkerhed
EU-reguleringen, hvor TI arbejder for at komme tættere på beslutningsprocesserne i EU og i BEREC i forbindelse med implementeringen af den nye EU-Code samt at være på forkant med den regulering, som vil påvirke teleselskaberne i Danmark. Målet er at fremme en regulering og politik i EU, der har større fokus på at stimulere investeringer i den digitale infrastruktur
5G og digitaliseringsdebatten i Danmark, hvor TI arbejder for at fremme gode rammer for udbygning af 5G og stimulere innovation og brug af teknologi i erhvervslivet og i den offentlige sektor til at skabe værdi for samfundet og for mennesker