Retvisende information om sessionslogning
- Nyheder, Pressemeddelelser, Teleindustrien
Teleindustrien har den 10. februar 2016 fremsendt et notat til Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg. Notatet er fremsendt for at sikre, at beslutningstagere får et mere retvisende billede af sessionslogningens karakter samt belyse de umiddelbare økonomiske konsekvenser, som forslaget i sin nuværende form vil have. Notatet kan ses her Sessionslogning
Teleindustrien er stærkt bekymret for den proces, der er tilrettelagt, hvor der forventes at blive fremsat et lovforslag i marts 2016. Der har på intet tidspunkt været detaljerede drøftelser mellem teleselskaberne og Justitsministeriet om det faktiske indhold af forslaget.
Som forslaget er beskrevet i overheads fra mødet i Justitsministeriet den 29. januar 2016, så vil det indebære meget omfattende udskiftning af udstyr og plaforme i selskabernes net for at kunne håndtere den logning, der efterspørges. Endvidere er der elementer i de foreslåede krav om sessionslogning, som rent teknisk ikke vil kunne lade sig gøre i mobilnettene.
Samlet vurderes det, at kravene vil indebære omkostninger for teleselskaberne på mange hundrede mio. kr. – tæt på en mia. kr. – og kravene vil have væsentlig negativ betydning for markedsudviklingen på teleområdet og selskabernes investeringer i udbygning af bredbånd og mobildækning i Danmark.
Teleindustrien opfordrer derfor til, at der sikres en proces, der kan sikre et gennemarbejdet grundlag, der belyser både de juridiske, tekniske og økonomiske aspekter af forslaget meget grundigt.
/Jakob Willer