Slut med urimelige lejepriser
- Nyheder
3. januar 2025
Slut med urimelige lejepriser for leje af offentlige arealer til mobilmaster
Rimelige priser for leje af arealer til mobilmaster er et nødvendigt grundvilkår for god mobildækning i Danmark.
Det er ikke nogen hemmelighed, at mobilselskaberne indimellem må hive sig i håret over vanvittige lejepriser hos nogle kommuner og statslige udlejere for leje af jord til opstilling af mobilmaster.
Det ser ud til at være fortid med det udkast til regulering, som Digitaliseringsstyrelsen har haft i høring op til jul, som vil sikre markedsbaserede priser for leje af jordarealer hos offentlige udlejere.
Reguleringen er en udmøntning af den telepolitiske aftale fra 2021, og vi er glade for, at vi nu endelig er kommet i mål.
Vi har i TI i mange år arbejdet for at få en sådan regulering på plads, og vi har sammen med Dansk Erhverv og IT-Branchen afgivet et fælles høringssvar.
Vi finder det meget positivt, at der nu fastlægges en klar og entydig model for lejefastlæggelse for offentlige myndigheders udlejninger af jordarealer til etableringer af antennemaster mv.
Modellen vil medføre en mere balanceret lejefastsættelse, hvor en del af de meget billige lejeaftaler bliver lidt dyrere, og hvor de meget dyre lejeaftaler omvendt vil finde et mere rimeligt prisleje.
Mest afgørende vil modellen betyde, at de placeringer, som selskaberne af principielle grunde har meget svært ved at acceptere på grund af meget høje lejepriser, vil kunne komme i spil igen. Endvidere forventes komplicerede forhandlingsforløb med offentlige myndigheder om lejeprisfastsættelsen at kunne erstattes af mere effektive og mindre konfliktfyldte drøftelser.
Vi ved endnu ikke præcist, hvornår reguleringen træder i kraft – men vi anbefaler klart, at det bliver ASAP!
/Jakob Willer