Syvmileskridt i debatten om ophavsret
- Nyheder, Teleindustrien
Debatten om, hvordan man bedst får flyttet danskerne fra ulovligt til lovligt kulturforbrug har rykket sig med forrygende hast de seneste år. Det er budskabet fra telebranchen i DI ITEK og Teleindustrien.
Internetskat, trusler, blokeringer, overvågning og brevmodel er ikke længere de centrale begreber, når det drøftes, hvad man kan gøre ved piratkopiering på nettet.
Telebranchen i DI ITEK og Teleindustrien giver en del af æren for den ændrede retning i debatten til Kulturministerens ophavsretspakke fra 2012 og til den oplysningsindsats – Share With Care – som Rettighedsalliancen, Kulturministeriet, ITEK og Teleindustrien har været blandt afsenderne af det seneste år.
Share With Care har nemlig erstattet stokken med guleroden. Væk er truslerne om søgsmål ”langt ind i helvede”. Ind er kommet det positive budskab, at vi elsker at dele kultur med hinanden, og at der kommer stadig flere lovlige tjenester til at gøre netop dette.
Målet med kampagnen har været, at styrke kendskabet til lovlige tjenester, påvirke brugeradfærdog fremme brugen af lovlige tjenester.
– Digitale udfordringer kræver digitale løsninger. Derfor er vi glade for, at vi i dag taler mere om at fremme alle de gode, lovlige, digitale tjenester end om at mindske de ulovlige, siger Christian Hannibal, chefkonsulent i DI ITEK.
– Dagsordenen er ændret. Og vi er nået langt. Der bliver nu lyttet mere til forbrugerne og brugt kræfter på at udvikle tjenester med lovligt indhold. Og tilgængelighed af lovligt indhold er det eneste effektive middel til at begrænse den ulovlige brug på nettet, siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien
Share With Care-kampagnen har blandt andet understøttet en udvikling, hvor stadig flere danskere vælger at betale for en eller flere digitale tjenester som YouBio, Wimp, Spotify eller Viaplay. 24 pct. af alle husstande betaler allerede i dag for en tv-streaming-tjeneste.
– Danskerne er vilde med de digitale tilbud. Der er et kæmpe markedspotentiale i de mange nye tjenester inden for film, tv, musik og spil, hvis vi i Danmark ikke bare bruger, men også er med til at skabe de nye tjenester, fortsætter Christian Hannibal.
– Men vi er ikke i mål endnu. Særligt på filmområdet bør man lytte mere til forbrugerne, gøre indhold tilgængeligt på de digitale platforme og se de digitale tjenester som nye forretningsmuligheder, der kan skabe ny vækst. Hvis vi vil have forbrugerne til at bruge de lovlige tjenester, så skylder vi dem også at sikre, at der her er adgang til alt det bedste indhold, fortsætter Jakob Willer.
DI ITEK og Teleindustrien er desuden enige om, at det har været meget vigtigt, at Share With Care har bragt alle parter – brugere, branchen, interessenter og myndigheder sammen til ideudvikling og fælles sparring om den digitale kulturs muligheder og udfordringer.
Christian Hannibal, chefkonsulent, DI ITEK
Jakob Willer, direktør, Teleindustrien