Teleindustriens opgaver i 2018
- Nyheder, Teleindustrien

Vi ønsker alle vores medlemmer og samarbejdspartnere et rigtig godt nytår, og vi ser frem til samarbejdet i 2018.

Teleindustrien vil i 2018 arbejde for at sikre bedre bredbånd og mobildækning i hele Danmark. Vi vil arbejde for at forbedre telebranchens omdømme, som en branche der tager ansvar og bidrager til vækst og udvikling. Og vi vil arbejde for at gøre Danmark til et attraktivt sted at investere, bygge digital infrastruktur og udbyde tjenester til kunderne.

En række opgaver forventes at få særlig opmærksomhed i Teleindustrien i 2018. Det handler om:

Et revideret teleforlig, hvor vi forventer et udspil fra ministeren. Teleindustrien arbejder for et teleforlig med et erhvervspolitisk sigte, der sætter klare og forudsigelige rammer for markedet, og som har fokus på at reducere barrierer og omkostninger og stimulere investeringer i den digitale infrastruktur.

EU-regulering, som er under revision. Teleindustrien arbejder for en europæisk regulering, der stimulerer investeringerne og sikrer størst mulig grad af harmonisering i Europa for at sikre lige betingelser for udbud af teletjenester på tværs af landegrænser. Der forventes at være en særlig udfordring i relation til udlandstelefoni, hvor Europaparlamentet forventes at ville prioritere et regulatorisk indgreb. Teleindustrien vil arbejde for at minimere de skadelige effekter af et sådan muligt indgreb i markedet.

Forbedret dækning i hele Danmark. Teleindustrien vil fortsætte indsatsen for i samarbejde med kommuner og regioner at rydde barrierer af vejen og reducere omkostninger, så vi når længere med investeringerne og udbygningen af infrastrukturen i hele landet. Endvidere vil vi følge arbejdet og give input til revisionen af bredbåndspuljen. Teleindustrien prioriterer, at puljen bliver reel teknologineutral, og at den hjælper de borgere, som er længst væk fra markedet. Det vil minimere de mulige skadelige effekter af den offentlige støtte.

De kommende frekvensauktioner, hvor Teleindustrien arbejder for at minimere de omkostninger, der pålægges branchen og sikre, at dækningskrav bliver realistiske og proportionale i forhold til de reelle behov i markedet. Endvidere arbejder Teleindustrien for, at auktionsprovenuer øremærkes til at stimulere den digitale innovation og udvikling og styrke efterspørgslen og udbredelsen af bredbånd og mobildækning i Danmark. Særligt i relation til 5G er der behov for at se på, hvordan man kan stimulere anvendelsen og efterspørgslen og forbedre de regulatoriske rammer i forhold til at styrke 5G-udrulningen.

Sikkerhed og privatlivsbeskyttelse, som får større og større betydning for branchen, kunderne og samfundsudviklingen. Teleindustrien vil prioritere og styrke samarbejdet på tværs af branchen på sikkerhedsområdet og vil arbejde for en styrket dialog og tættere samarbejde med relevante myndigheder på området. Teleselskaberne spiller en central rolle i at sikre en robust og sikker digital infrastruktur og i at sikre en høj grad af privatlivsbeskyttelse.

Reviderede logningsregler, hvor der i lyset af EU-dommen fra december 2016 vil skulle ske en revision af logningsregler på tværs af hele EU, herunder også i Danmark. Teleindustrien prioriterer og arbejder for en løsning, der er proportional og tager udgangspunkt i EU-borgernes grundlæggende rettigheder om privatlivebeskyttelse, en løsning, der tilgodeser politiets muligheder for at beskytte borgerne mod terror og grov kriminalitet, og en løsning, der minimerer de økonomiske og administrative byrder, der følger af reglerne. Fra Teleindustriens side prioriteres det højt, at der ikke etableres særlige danske regler og løsninger, men at vi følger det fælles EU arbejde.

/Jakob Willer

 

 

Print Friendly, PDF & Email