Højere hastigheder på bredbånd
- Nyheder, Teleindustrien
For første gang ser vi nu tal på datatrafikken på de faste bredbåndsnet. Tallene fremgår af Energistyrelsens nye telestatistik for 2. halvår 2017.
– Statistikken viser, at der transporteres enorme mængder datatrafik i danske bredbåndsnet. I gennemsnit downloades der 157 GB data hver måned. Det svarer til 157 timers streaming på hver eneste forbindelse. Det kræver investeringer i moderne og udbyggede net at kunne håndtere de enorme mængder data – og derfor er det vigtigt at fastholde det fokus der er sat i telepolitikken på at fremme incitamenterne til at investere og udbygge den digitale infrastruktur i Danmark.
– Statistikken viser også, at der er vækst i de hurtige bredbåndshastigheder. Næsten hvert tredje eller 31,0 pct. af alle fastnet bredbåndsabonnementer har nu downloadhastigheder med mindst 100 Mbit/s mod 16,7 pct. for et år siden.
/Jakob Willer, direktør, Teleindustrien
Se telestatistikken her: https://ens.dk/ansvarsomraader/telepolitik/tal-paa-teleomraadet
Energistyrelsen fremhæver følgende hovedpunkter i statistikken:
– Datatrafikken fra fastnet bredbånd – privat og erhverv – er i andet halvår 2017 på 2.468.000 TB (terabyte = 1.024 GB), hvilket både dækker up- og download. I alt er der uploadet 287.000 TB og downloadet 2.181.000 TB i perioden. Dermed er der i gennemsnit up- og downloadet hhv. 20,7 GB og 157,2 GB pr. måned pr. fastnet bredbåndsabonnement i andet halvår 2017.
– Antallet af fastnet bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s i download er steget 88,7 pct. fra 412.000 til 777.000 fra slutningen af 2016 til slutningen af 2017. Næsten hvert tredje eller 31,0 pct. af alle fastnet bredbåndsabonnementer har nu downloadhastigheder med mindst 100 Mbit/s mod 16,7 pct. for et år siden.
– 685.000 af bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s er i kategorien ”Mindst 100 Mbit/s, under 300 Mbit/s” i download, som stiger med 49,5 pct. i andet halvår 2017. I alt er bredbånd med mindst 300 Mbit/s steget med 24,1 pct. i andet halvår 2017 fra 75.000 til 93.000.
– Fastnet bredbånd med mindst 100 Mbit/s i upload er steget 76,5 pct. fra slutningen af 2016 til slutningen af 2017. Andelen har dermed ændret sig fra 7,8 pct. til 13,4 pct. og endte på 337.000 abonnementer. Andelen med mindst 10 Mbit/s i upload er steget fra 51,2 pct. til 58,3 pct. på et år
– Det totale antal fastnet bredbåndsabonnementer er steget med 1,7 pct. til 2.504.000 i løbet af 2017. Mens kobberbaseret bredbånd (xDSL) er faldet med 8,4 pct. til at udgøre 38,4 pct. af alle abonnementer i slutningen af 2017, så er der vækst i bredbånd via fiber- og kabel-tv-nettet, som i alt går frem med 118.000 abonnementer eller 9,5 pct.
– Efter en stigning på 11,5 pct. i løbet 2017 er 22,5 pct. af fastnet bredbåndsabonnementer nu via fiber, mens kabel-tv-nettet er steget 8,2 pct. til andel på 31,8 pct. Abonnementerne via kabel-tv-nettet med mindst 100 Mbit/s i download er næsten fordoblet med en vækst på 99,0 pct. i løbet af 2017, hvilket får andelen af kabel-tv-abonnementer med 100 Mbit/s download til at stige fra 29,2 pct. til 53,7 pct.
– Stigningen i den samlede mobile datatrafik er 31,2 pct. fra andet halvår 2016 til andet halvår 2017, hvilket er en mindre relativ stigning end i perioderne før. I andet halvår 2017 blev der i alt up- og downloadet 270.000 TB (terabyte = 1.024 GB). Det svarer til, at hvert mobile bredbåndsabonnement til mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er i gennemsnit up- og downloader 6,2 GB pr. måned i andet halvår 2017 mod 5,0 GB pr. måned i andet halvår 2016.
– Det samlede antal taleminutter for mobil- og fastnettelefoni, er faldet 1,9 pct. fra 8,1 mia. til 7,9 mia. minutter i perioden. Fastnetminutterne (inkl. minutter fra ip-telefoni) falder 8,7 pct., mens mobilminutterne næsten ikke udvikler sig med et fald på 0,4 pct.
– En lille mobilpakke kunne man i januar 2017 få til 89 kroner med fri tale og 20 GB data samt fri sms/mms, men kun til brug i Danmark, hvor man i januar 2018 for samme pris kun kunne få 6 timers tale, og 6 GB data udover over fri sms/mms, og indholdet kan benyttes i andre EU-lande.